Om SFO

Vi ligger stor vægt på en åben dialog mellem forældre og personale, så I er naturligvis altid velkomne til at henvende jer til personalet med både ris/ros, eller hvis I har behov for en mere uddybende samtale.

 

Praktisk information

Skolefritidsordningen har i indeværende år indmeldt ca. 275 børn.

Vi har til huse i ”Bakkehuset”, Kronprinsensgade 23 og på Nonnebakken 7, 5000 Odense C. Morgenpasning for alle årgange og eftermiddagspasning for 0. og 1. klasse er på Kronprinsensgade 23, mens eftermiddagspasning for 2. og 3. klasse er på Nonnebakken 7.

Personalet følger børnene til og fra Bakkehuset.

 

Hver måned udsendes nyhedsbrevet ”Nyt fra Bakkehuset og Store gruppen”. Nyhedsbrevet sendes rundt til alle forældre på skoleintra.

Ved hver stue finder I en informationstavle, hvor der udover ovennævnte nyhedsbrev også vil være informationer om diverse aktiviteter, afkrydsningssedler til ferie m.m.

 

Ind- og udtjekning sker ved brug af programmet EasyCom.

 

Vores målsætning

I SFO lægger vi stor vægt på, at børnene, i de år de går hos os, bliver i stand til at klare nye udfordringer, styrke deres selvværd, skabe nye venskaber og relationer og derudover får en tryg hverdag fyldt med glæde og godt humør.

Af mere langsigtede mål ser vi det endvidere som en vigtig opgave, at vi, igennem de 4 år børnene tilbringer i sfo, formår at tilbyde en bred vifte af aktiviteter. Det, mener vi, vil medvirke til at ruste børnene til det ikke institutionaliserede fritidsliv, der venter, når de forlader os efter 3. klasse.

Vi arbejder ihærdigt for at skabe konsensus mellem skolen og fritidsdelen. Vi finder det særdeles vigtigt for børnenes helhedsopfattelse, at vi arbejder ud fra samme overordnede holdningsrammer i skole og SFO.

Det betyder, at skolefritidsordningen som Giersings Realskole arbejder ud fra devisen: kærlighed, kram og konsekvens samt mottoet:

"Pas godt på skolen/SFO og pas godt på hinanden"

Børnene skal lære vigtigheden af ansvarlighed for egne gerninger. De skal lære at hjælpe med oprydning, og vi forventer en usædvanlig god forklaring, når vores ting ikke længere virker.